Ka' ske?

|

…indtryk og oplevelser… …af Ulla Thorup Nielsen…

Archive for the ‘…ka’ ske?’ Category

Feminist?

onsdag, maj 30th, 2012

Det blev måske godt nok lidt vildt? Den aften vi – grøn gang – på Teknisk Kollegium – i Aalborg – holdt udflytter- og indflytterfest. Det var sådan en regel vi havde. At når nogen flyttede ind eller ud – så skulle de give en kasse øl. Det ville sige, det havde ikke hele tiden været en regel. Så der var et vist efterslæb. Så der blev ligesom til en del kasser øl – den aften. Også mere end vi selv kunne konsumere. Så vi blev enige om, at tage en besøgsrunde på de andre gange – og dele lidt ud af dem. Og så røg der lige lidt ekstra rekvisitter med til “hyggerunden”: Nogle kanonslag, skosværte til toiletsæderne, husholdningsfilm til at lægge en usynlig “mur” over toiletterne – og lidt brunt madkulør til telefonerne på trappeopgangene.

På et tidspunkt begyndte vi at blive lidt upopulære. Jeg ved ikke, om det skyldtes kanonslagene – der ligesom var afskedssalutten, når vi forlod en gang – der gjorde det? For der var vel ingen, der kunne vide, at det var os? Det røg jo bare ind på gangen – mens vi tumlede videre til næste gang. Men ovre i rød blok – var vi til sidst flygtet ned i kælderen. Ind i saunaen – hvor der var et kældervindue, som vi kunne kravle ud af. Pludselig blev den flugtrute spærret. Carsten sad fast. Der var en problem med størrelsesforholdet på kældervinduet og Carsten. Det var vist kun Steen, Henrik og Madsen, der var nået at slippe ud. Vi andre sad fanget – i saunaen.

Udenfor døren til saunaen kunne vi høre, at Per fik et problem. Han lød som en, der stod og trådte sig selv over fødderne: Jamen Jonna for satan.

Per havde været mester for den brune madkulør på telefonerne på trappeopgangene – men havde så ikke kunnet styre sig for at se en “gå i fælden” – og havde ringet fra telefonen på stueetagen op til telefonen på første sal. Nu stod han der – med det ene øre fyldt med brunt madkulør – overfor en vred Jonna – med et lige så brunt øre – fyldt med madkulør.

Nogen gange var der også harejagt. Per havde en idé om, at han hellere ville ha’ været indianer i vildmarken – i stedet for ingeniør.

På en tidlig sommermorgen, hvor duggen stadig dampede – og harerne kiggede sig omkring på græsplænen udenfor – kunne vi se Steen og Per ligge på lur i buskene – på harejagt. Det foregik selvfølgelig med bare næver. De kastede sig frem i græsset og prøvede at få fangst. Det lykkedes aldrig. Så menuen kom aldrig til at stå på selvfanget haresteg fra vildmarken til aftensmad.

Der var stor variation i aktiviteterne – på grøn gang. Henrik læste nogle gange godnathistorie for os andre. H.C. Andersens eventyr. Nogle gange læste han kun med et øje. Ikke fordi han ikke – i virkeligheden – havde to brugbare øjne. Men nogle gange var det ene øje forklædt – med et andet øje. Jeg tror, det var en halveret bordtennisbold – med en påtegnet pupil, der vendte lidt “mystisk”?

Feminist?

Nej – ikke sådan rigtigt.

Det kræver hvis et manifest?

Og så vidt jeg ved – så handlede mange af de bevægelser om en kamp – imod mændene?

Og der lå som sådan ikke rigtigt noget manifest til grund for ret meget af det, jeg gjorde.

Men jeg tog da min kamp – for ligestilling mellem kønnene.

Men der var jo ikke ligefrem tale om en kamp – imod mændene.

For – ja – hvorfor dog også det?

De kan jo være – ret – underholdende.

Mændene.

Eller måske skulle man sige drengene?

Det kommer jeg nogle gange til at sige – selvom det jo :roll:

Ja – lad os bare sige drengene – der er jo ingen grund til at ødelægge alt – ved at hakke rundt i alle de der – definitioner…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Tarzan mama mia” – Kim Larsen & Bellami…

På ”tværs” – i en ”skæv” verden…

torsdag, maj 24th, 2012

Det er ikke alle sammenhænge, der er præget af forudsigelighed, rutiner og orden. Det var der ikke ret meget af på de bosteder for voksne udviklingshæmmede, hvor jeg i en periode arbejdede.

På en nattevagt kom jeg helt tilfældigt til at forstyrre en indbrudstyv.

Jeg havde på et tidspunkt nogle papirer, som jeg lige ville smutte ned på kontoret med. Jeg har et lidt hurtigt trav, og efter at jeg havde fået låst op til kontoret, nåede jeg i fuld fart lige at få bremset op, inden jeg ramlede ind i arkivskabet, der var blevet flyttet ud midt i lokalet. Jeg var hurtig til at orientere mig, og kunne se at terrassedøren stod åben – og så fik jeg ellers travlt med at få vendt omkring, og komme ud igen. Jeg råbte til den vikar, der var på arbejde sammen med mig, at vi havde indbrud – og så løb jeg alt hvad jeg kunne, op i køkkenet hvor telefonen stod. Min vikarkollega kom flyvende bagefter i fuld fart. Hun var ellers sådan en lille firskåren model, der ikke kunne flytte sig ret hurtigt – men der nærmest fløj hun.

Jeg fik ringet til nattevagten på nabobostedet, der havde adgang til kontoret fra den anden side, og så aftalte vi at mødes fra hver side af kontoret, for at se hvad der havde været gang i. Der var rodet godt rundt, og havde været gang i et forsøg på at brække pengeskabet op. Lidt omsonst, for der ligger selvfølgelig ikke penge i pengeskabet på et bosted, kun papirer.

Jeg ringede til politiet, så de kunne komme ud og se på det. De kom ret hurtigt. Der gik vist ikke ret meget mere end 10 minutter, så var de der. De gjorde i den periode en særlig indsats mod indbrud på bostederne – vi var meget plaget af dem. Betjentene kiggede sig lidt omkring. Det var et godt planlagt indbrud, for censoren, der tændte lyset ved bevægelse i lokalet, var blevet drejet, så indbrudstyven kunne arbejde uforstyrret uden at blive filmet af videoovervågningen.

Min vikarkollega var skræmt fra vid og sans, og stod og vippede nervøst fra den ene fod til den anden – og sagde ikke en lyd. Det gjorde nabo-nattevagten til gengæld. Hun havde tendens til selvsving. Og den tendens brød selvfølgelig ud i lys lue den nat. Hun havde nogle meget lange fingre. Det er der nogle mennesker, der har. Og når hun gik i selvsving, så kom pegefingeren på banen. En meget meget lang pegefinger, der baskede i luften som en pegepind.

Betjentene mente i første omgang ikke, at vi måtte røre låsen til terrassedøren, før kriminalpolitiet på dagholdet havde været ude og lave tekniske undersøgelser. Det var jeg ikke begejstret for. Vi kunne jo ikke have den dør til at stå pivåben hele natten, når der havde været godt organiserede indbrudstyve på spil. Hvad nu hvis de vendte tilbage? Den selvsvingende “pegefinger” snakkede meget højlydt. Vi var en køn forsamling. Heldigvis var det et par meget rolige betjente, der fik hendes selvsving stoppet. Og så fik jeg en fornuftig snak med betjentene, og en aftale om, at jeg godt måtte ringe til en låsesmed, så låsen kunne blive skiftet. Jeg fik instrukser i hvordan låsesmeden skulle skifte låsetromlen, så de spor, som skulle teknisk undersøges, ikke blev ødelagt.

Låsesmeden kom også ret hurtigt, efter at jeg havde ringet efter ham. Låsen blev skiftet som aftalt med betjentene – og den gamle lås blev lagt i en pose. Og så kunne vi få døren lukket igen.

Jeg havde lidt nervøse “efterveer” ovenpå oplevelsen. Så alle lyde blev ligesom ekstra forstærket. Der er meget lydt om natten på sådan et bosted. Specielt når det blæser. Der er mange grene, der “kradser” på vinduerne. Små bump mod væggene. Raslen i træerne og bladene udenfor.

På et tidspunkt var jeg på toilettet. Og pludselig lød der ligesom et bump mod ydervæggen. Jeg fik et “flip” og begyndte at råbe hjælp (Jeg er det, der kan kaldes impulsiv ud-ad-reagerende.) – til min vikarkollega inde i stuen. Der skete ikke noget. Jeg fik mig gjort færdig og skyndte mig ind i stuen, hvor min vikarkollega stod og trippede midt i lokalet, ved siden af en kurv med vasketøj. Jeg spurgte, om hun ikke havde hørt, at jeg råbte hjælp. Jo – svarede hun. Jeg skulle lige til at spørge, hvorfor hun så ikke var kommet og reddede mig. Men – dumt spørgsmål – hun var jo skræmt fra vid og sans. Og så kunne jeg ikke lade være med at grine. Der var noget absurd komisk og halvskørt ved hele sceneriet.

Da det blev morgen, skulle jeg have fat i den leder, der havde tilkaldevagten – for at høre hvad de skulle bruge til det videre forløb med politiet. Det holdt lidt hårdt at få fat i lederen. Godt politiet og låsesmeden var lettere at få fat i. Men det lykkedes da til sidst – og så kunne jeg afrunde endnu en af mange vagter i en “skæv” verden, med en times overarbejde og en skriftlig beskrivelse af hændelsesforløbet omkring indbruddet.

Meget kunne man sige om denne “skæve” verden – men kedeligt var det ikke. Der var aldrig to dage eller nætter, der var ens. Der skete altid et eller andet mere eller mindre halvskørt og anarkistisk.

En “skæv” verden – der kun er for uhøjtidelige mennesker – med selvironi, humor og et sundt “ego”…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Rock Hard” – Suzi Quatro…

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

En renvasket so?

torsdag, april 19th, 2012

Hvad har en renvasket so med synd og kristendom at gøre?

Ja – det skal man aldrig sige aldrig til. Udtrykket er hentet fra en debatkommentar omkring synd og tilgivelse. En debattør mente, at man ikke skulle svælge i sin egen syndighed – men lade det være godt med tilgivelsen – ellers blev det som en renvasket so, der væltede sig i sølet…

:roll:

Tja – det er der måske noget om?

En narcissistisk dyrkelse af sin egen syndighed og renselse?

Det kan jo også blive ret navlebeskuende…

Venlighedstræning…

fredag, januar 6th, 2012

Det er en begrebskategorisering, jeg lærte af en kollega – for efterhånden mange år siden…

Fænomenet opstår, når mennesker forsøger sig med mere behagelige og indsmigrende formuleringer – hvis deres budskab ikke bliver hørt og vinder sympati – i første forsøg…

Det bliver brugt af mennesker, der ikke fatter, at det er indholdet i deres budskab, der er problemet – ikke deres formuleringer…

Der er også andre ord for fænomenet…

I den politiske verden kaldes det spin og medietræning…

På det mere politisk ukorrekte og jævne bruges blandt andet betegnelserne: Ordkløveri, øregas, fedterøvsmentalitet, valgflæsk og varm luft…

Godt nytår!

tirsdag, december 27th, 2011

Årsskiftet er for de fleste en fest, der skal fejres med ekstra godt mad, sjove hatte, konfetti og andre farverige indslag. Det var det også på bostederne for udviklingshæmmede, da jeg arbejdede der.

En nytårsaften hvor jeg mødte ind til en nattevagt, var beboerne kommet i seng ovenpå en hyggelig festaften. Der var en lille anretning med natmad til mig og min kollega, så vi kunne hygge lidt ved overgangen til det nye år. Men først skulle vi lige have den sædvanlige runde: Se til alle beboerne – og tjekke at døre og vinduer var låste og lukkede.

Maden havde været god og rigelig. Lige god og rigelig nok for en af beboerne. Da jeg kiggede ind for at se til ham, mødte der mig et syn af opkast og en noget “klatøjet” beboer, der ikke havde det alt for godt. Det var ikke kun lidt opkast, det hele sejlede. Gulvet, hele sengen – og der kom stadig mere.

Jeg fik hentet min kollega, så vi kunne hjælpes ad med oprydning og pleje af den sløje beboer. Vi delte opgaven, så jeg hjalp beboeren med bad og rent tøj, og min kollega ville så skifte sengetøj og vaske gulvet. Men hun fik det dårligt af alt den opkast. Så hun skyndte sig ud af værelset igen – men lovede dog at vende tilbage. Hun skulle nok hjælpe. Det gjorde hun også. Hun havde monteret engangshåndklæder i begge næsebor, så hun ikke kunne lugte noget – og gik så i gang med vand og sæbe, “nytårsforklædt” med “nisseskæg” blafrende ud af næseborene.

Da vi var færdige med oprydningen og vendte tilbage til opholdsstuen for at se rådhusklokkerne og årsskiftet – ja, så var klokken kvart over midnat. Vi var røget ind i det nye år, mens vi baksede med vand, sæbe, rent sengetøj og “lugtbremsende” engangshåndklæder.

Nytårsskiftet kan være en farverig oplevelse – på mange måder. Når tiden sig nærmer, og butikkerne bliver fyldt med sjove hatte, briller og bordbomber til fest og underholdning – så tænker jeg med et smil tilbage på min “nisseskægsudklædte” kollega. Hver sin festlige nytårsstil – og indtil videre er der ikke rigtigt noget, der har kunnet måle sig med kollegaens improviserede fristil :lol:

En ”tilkommer”…

fredag, december 9th, 2011

Udgangspunktet i livet – bliver vores væsens rod…

Her bliver vi forankret…

Jeg har mit væsens rod forankret i det stille og nære liv – i tæt kontakt med naturen (» Halmballemeditation – for begyndere…).

I andre verdener vil jeg altid være en “tilkommer”…

En gæst – på besøg i verdener – med andre forankringspunkter – end mit eget…

I møder med mennesker – med andre forankringspunkter – end mit eget…

Verdener – som jeg vil se og opleve med en “tilkommers” undrende blik…

En “tilkommer” – der har sit væsens rod forankret i det stille og nære liv – i tæt kontakt med naturen…

En “tilkommer” – der ser det stille og nære liv – i mødet med de mange verdener – med andre forankringspunkter, end mit eget…

En “tilkommer” – der ser manglen på det stille og nære liv – i mødet med de mange verdener – med andre forankringspunkter, end mit eget..

Udgangspunktet i livet – bliver vores væsens rod…

Her bliver vi forankret…

Skabt til at undres over de verdener vi senere i livet kommer til at “gæste”…

Den lamme dame – der gik i søvne?

fredag, december 2nd, 2011

Jeg har en gang oplevet en dame, der var lammet i begge ben – som gik i søvne :roll:

Da jeg var indlagt med min nykonstaterede diabetes, delte jeg 2 mandsstue med en sød ældre dame. Jeg kan ikke huske, hvad hun fejlede. Havde vist haft en blodprop. Men hun var blevet lammet – blandt andet i benene.

En nat blev jeg vækket ved, at den søde ældre dame stod og ruskede i mig, og spurgte, om jeg ikke godt ville hjælpe hende med at lukke hjemmehjælperen ind. Jeg blev noget forskrækket – for hvordan havde hun båret sig ad med at komme ud af sengen, og komme over på den modsatte side af min seng – når nu hun var lam i benene?

Jeg fik ringet efter en sygeplejerske, der kom og hjalp hende i seng.

Det forblev mig en gåde – hvordan en, der var lammet i benene, kunne gå i søvne :roll:

Let – eller lækker?

fredag, november 11th, 2011

Når du får opmærksomhed – skyldes det så, at du er let – let lækker?

Da jeg var i Rom – havde jeg ikke forventet nogen problemer med anmassende mennesker, på grund af mit nordiske udseende. Det var jeg, syntes jeg selv – lidt for gammel til. 

Ikke desto mindre oplevede jeg nogle gange, at jeg blev passet op – og næsten ikke kunne slippe af med de påtrængende herrer.

Det fik mig til at tænke på – om det skyldtes min turistede fremtoning med fotoapparat, og rygsækken der vendte “lommetyvs-sikret”. Eller om det skyldtes, at jeg var “lækker”.

Som turist er det let at fokusere på, at du er let – og det er så det, det handler om.

Men det kunne jo også være, fordi jeg var “lækker”?

Engang imellem handler det om at polere sit eget ego – og vælge den tolkning, der er mest bekræftelse i.

Det er jo gratis “point” – for du har jo lov til at afvise mennesker – selvom om du vælger den “lækre” tolkning :lol:

Kender du typen?

tirsdag, oktober 18th, 2011

Den anden dag blev jeg stoppet på gaden af et par store skolebørn, der gerne ville stille et par spørgsmål. Det drejede sig om, hvorvidt jeg boede i området, om jeg var tilflytter, mine bevæggrunde for at flytte til stedet og min uddannelse.

De var i gang med et skoleprojekt, hvor de skulle beskrive Københavns bydele, tage nogle billeder og finde ud af hvilke typer, der boede der.

De var så søde – og “uskyldige”. Verden var stadig ny – og spændende. En man kunne gå på opdagelse i, undersøge – og finde ud af alle de der forskellige typer mennesker.

Det er så forskelligt fra de verdner jeg efterhånden har lært at kende. Verdner hvor typer, registreringer og analyser ikke længere er så uskyldigt. Det er noget, man skal beskytte sig imod.

Kong Neptun’s fald…

onsdag, september 7th, 2011

Der er ting en leder aldrig må gøre. Ikke fordi det er svinsk, uretfærdigt, afstumpet, udnyttende, manipulerende eller andet i den “beskidte” ende. Tværtimod – så er det hylende sjovt.

En bekendt havde på et tidspunkt en meget ung leder – der havde lidt problemer med sin selvtillid og autoritet som leder. Til en firmafest drak han så “hatten passede” – og benyttede derefter anledningen til at “banke i bordet” overfor sine medarbejdere.

Det vil sige, det var nu gulvet han bankede i. Han havde taget en pegepind fra mødelokalet, som han gik og bankede i gulvet, alt imens han råbte: Her er det mig, der bestemmer – her er det mig, der bestemmer…

Næste morgen var der rundstykker til hele afdelingen fra lederen – samt en beklagelse over, at han vist havde fået lidt rigeligt at drikke aftenen før.

Det blev aldrig helt godt med hans personlige gennemslagskraft i den medarbejdergruppe – og efter noget tid blev han flyttet over i en anden afdeling.

Den lykkelige vagabond?

mandag, september 5th, 2011

Det er efterhånden nogle år siden, jeg hilste på Strudsen – en ung vagabond.

Jeg tilbragte en sen vinteraften noget tid i ventesalen på en rutebilstation. Der var en del vagabonder. En af dem skilte sig lidt ud fra de andre. Han var mere stille, ung, ædru – og så havde han den ene arm i gips.

Den unge vagabond kom over til mig. Han startede med at berolige mig med, at han ikke var ude på at tigge penge af mig – han ville bare gerne snakke. Han havde sådan brug for at snakke – om jeg ville snakke lidt med ham. Det sagde jeg ja til. Han virkede rar og sympatisk. Ikke som de andre vagabonder, der kunne være meget grove og anmassende for at tigge penge.

Han hed Strudsen, den unge vagabond. Det var hans vagabondnavn. Så fik jeg ellers Strudsens livshistorie. Han var begyndt at gå på vejene, fordi han ikke kunne finde sig til rette i familien. Han passede ikke ind. Han gik altid uden om de byer, hvor han havde familie. Dem havde han ikke lyst til at rende ind i, i sin forhutlede tilstand. Hans brækkede arm havde svært ved at hele på grund af kulden. Der var gået koldbrand i såret én gang – så der måtte ny behandling og ny gips på.

Strudsen takkede høfligt for samtalen, da jeg måtte gå for at nå min bus. Selvom han ikke havde tigget om penge, fandt jeg en skilling til ham – i min egen ellers lidt slunkne pung. Han virkede så rar og sympatisk.

Den vinter, når frosten for alvor bed, sendte jeg Strudsen en tanke. Gad vide hvordan det gik med hans arm?

Jeg ved ikke hvordan Strudsens liv siden hen blev. Om han stadig lever?

Men det er vist så som så, med glorien om landevejens frie farende svende?

Det frie liv?

Det kreative udtryk – og den ”rigtige” oplevelse…

søndag, august 28th, 2011

Kan det lade sig gøre at opleve noget ens?

Og kan det overhovedet lade sig gøre at finde ud af, om vi oplever noget ens?

I nogle perioder af mit liv har jeg tegnet og malet en hel del.

Det er dejligt at sætte farverne og stregerne sammen – og finde det udtryk, der passer til den oplevelse, eller det billede jeg har inden i mig.

I mine kreative streger er der plads til mine følelser, som jeg kan give farver – de varme, glade eller kolde farver.

I mine kreative streger kan jeg vælge de runde, de firkantede, de åbne – eller de lukkede.

Jeg kan lade de lukkede streger betyde tryghed – eller jeg kan lade dem betyde indespærret. Alt efter hvilke farver og andre ting jeg vælger at sætte dem sammen med.

Men mine kreative udtryk, er mine udtryk – for mine verdensbilleder og mine oplevelser.

Andre, der ser det, jeg har tegnet eller malet, vil måske kunne få en oplevelse ud af det.

Men den oplevelse er andres oplevelse af mine udtryk – ikke min oplevelse.

Mennesker vil nogle gange gerne være enige om opfattelsen af oplevelser.

Men det nærmeste, vi måske kommer enighed om opfattelsen af oplevelser, er – om det er godt, rart, skræmmende eller skidt.

Vi kan måske også blive enige om, om noget “giver” noget.

Jeg kan ikke styre, hvad andre skal få ud af at se mine kreative udtryk.

Jeg kan heller ikke bestemme, hvad der vil være den “rigtige” oplevelse.

Ligesom andre ikke kan styre, hvad der var min oplevelse, da jeg lavede mine kreative udtryk.

Ligesom andre ikke kan bestemme, om mine udtryk er de “rigtige” udtryk.

Når vi kommer til oplevelsen, så kommer de intellektuelle diskussioner om “rigtigt” og “forkert” – til kort.

Hvem har det “rigtige” billede af verden?

Hvem har den “rigtige” oplevelse af verden?

Nogen gange møder vi noget, der giver “genklang” i os.

Vi synes måske umiddelbart godt eller skidt om det, der giver “genklang” i os.

Alt efter om “klangen” erindrer os, og får os til at tænke på noget godt eller skidt.

Men “klangen” er vores egen.

Det, der gav “genklang”, havde nødvendigvis ikke til hensigt at vække “klangen” i os?

Tænkte måske slet ikke på os?

Vidste måske slet ikke, at vi eksisterede?

Anede måske slet ikke, at den “klang” det gav hos nogen andre – var en “klang”, der eksisterede i verden?

Den, der gav negativ “genklang” med sit billede – er måske meget rar?

Den, der gav positiv “genklang” med sit billede – er måske slet ikke særlig rar?

Og den, der er rar for nogen, er det måske ikke for andre?

For hvem kan være god og rar for alle?

Vores “klangbund” er vores egen – og den er unik.

Billeder af verden er unikke.

Oplevelser af verden er unikke.

Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

søndag, august 21st, 2011

Endnu en lærerig lille beretning fra den tid hvor jeg arbejdede på bosteder for mennesker, som samfundet har valgt at kategorisere som udviklingshæmmede.

Jeg har i tidligere indlæg (Hvem er VIGTIGST i verden? og Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…) skrevet noget om de vilkår, der herskede i det miljø, hvor denne oplevelse fandt sted.

Denne oplevelse handler om det, vi kan kalde værdier.

Når man arbejder på et bosted, kan man som medarbejder nogen gange opleve, at der er nogen af beboerne, der synes, at man er så “fantastisk”, at stort set alt hvad du siger og gør, er bare helt rigtigt og “fantastisk”. Det kan godt være svært at finde en måde at takle det på.

Det kom jeg ud for i forhold til en beboer.

Når jeg ville spørge denne beboer om: Har du lyst til at hjælpe… Så nåede jeg aldrig længere, inden han svarede: Ja, ja…

Jeg forsøgte mig så med: Du skal da ikke sige ja, før… Så nåede jeg aldrig længere, inden han svarede: Ja, ja…

Det endte så altid med, at jeg kom til at grine – og måtte erkende, at her var jeg kommet til kort ;)

Men det fik mig også til at tænke på, at mennesker jo kan vælge ud fra mange forskellige værdier.

Der er jo som sådan ikke noget forkert i at vælge ud fra, hvilke mennesker man gerne vil lave noget sammen med, og lade det være vigtigere – end hvad det mere konkret er, man så skal lave sammen med de mennesker, man gerne vil lave noget sammen med.

Og denne beboer havde jo valgt, hvad han gerne ville. At det så gav mig nogle praktiske problemer i forhold til at skulle have hverdagen til at hænge sammen i forhold til flere beboere – ja – det gjorde jo ikke denne beboers valg “forkert”.

Det var jo sådan set mig, der havde et problem – ikke ham.

Mine kriterier for hvad det ville sige at vælge, var jo ikke mere rigtige end hans.

Og – ja – dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

Jeg har lært meget i livet af nogle de mennesker, nogen vælger at kalde udviklingshæmmede – men som jeg selv tænker på, og kalder “mine” yndlingsmennesker :-D

Hvem er VIGTIGST i verden?

tirsdag, august 16th, 2011

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

Hvad ville der ske, hvis alle andre mennesker lignede os selv?

Det ville være ganske forfærdeligt. Vi ville være fuldstændig fortabte.

Hver gang der skete noget i livet og verden – så ville en kunne sige: Jeg så, følte og oplevede det sådan – og så ville der lyde et ekko af: Det gjorde jeg også, det gjorde jeg også, det gjorde jeg også…

Så ville hele menneskeheden låse sig selv og hinanden fast – i den samme oplevelse, med den samme følelse og den samme synsvinkel – uden nogen muligheder for at komme videre med og fra oplevelsen.

Det der bringer os gennem livet – er jo netop, at vi ser og opfatter tingene meget forskelligt.

Nogen kender nogle andre eksempler, der minder lidt om det samme. Nogen ser det skete ud fra en historisk vinkel, andre ud fra forskellige faglige vinkler. Nogen ser nogle menneskelige vinkler. Andre undrer sig over alle de andres vinkler, for de hænger jo ikke sammen.

På den måde, kommer der nuancer og perspektiv på livet og livets oplevelser.

Et konkret eksempel til illustration, fra den tid hvor jeg arbejdede bosteder for mennesker, der havde diagnosen udviklingshæmning.

Eksemplet er hentet fra et bosted, hvor en ny boenhed var under opstart. Jeg har i et tidligere indlæg: Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer”…, skrevet lidt om det generelle kaos, der herskede i den sammenhæng. Arbejdsmiljøet var ganske forfærdeligt, med en luftig og flyvsk selvrealiserende kultur der betød at medarbejderne sejlede rundt i hver sin verden og brændte sammen på stribe. Jeg stod i det i knapt et år, inden jeg måtte sige op på grund af overbelastning.

Da jeg evaluerede overfor mig selv, hvad det var i dette kaos, der gjorde, at jeg trods alt var i stand til at hænge sammen i det – så var mit svar: At det var de meget livsnære mennesker, der boede der, der gav sammenhængen en virkelighedsnær og stabiliserende tyngde.

Det var dem, der gjorde opmærksom på de menneskelige livsnære værdier. Og det gjorde de på mange måder.

En af de ting, der kom til at stå i skarp kontrast til det øvrige, var deres omsorg – både for hinanden – men også de medarbejdere, som de knyttede sig til og holdt af.

Jeg kan huske en aften, hvor jeg sad og skrev på PC’en ved et bord “midt i det hele” (der var ikke noget, der hed kontor til personalet). På et tidspunkt kom en af beboerne slæbende med en termokande og et krus – og placerede det på bordet. Jeg startede med at ville irettesætte ham. Han skulle ikke drikke kaffe oveni min PC. Denne beboer havde ikke ret meget verbalt sprog, så han fortale det, han ville fortælle – ved at vise det. Så han forsatte med det, han havde sat sig for – og pludselig måtte jeg skynde mig at gribe for mig – for ikke at få hældt et krus varm kaffe ned over mig. Jeg spurgte ham så – om han syntes, jeg lignede en, der kunne trænge til noget kaffe? Og det svarede han ja til. Det var sådan set også rigtigt nok – nogen gange blev der i dette åbne og hektiske miljø med konstant underbemanding og oplæring af nye medarbejder, ikke ret meget tid til at pleje sig selv – som medarbejder. Så måtte jeg jo takke pænt for kaffen – men også sige, at jeg syntes, det gik bedst, hvis jeg selv fik lov til at “styre” kruset :-D

Et andet eksempel foregik i en weekend – hvor der som sædvanlig var underbemanding. Det betød som ofte, at tidsplanen godt kunne “skride”, så frokost måtte blive, når alle som minimum havde fået morgenmad, og havde fået den basale hjælp, de hver især havde behov for – for at komme ud af sengen. På et tidspunkt rundede jeg køkkenet i det skarpe trav, der var mit (det var ikke motion, der var mangel på ;) ) – og så til min forskrækkelse, at en af beboerne stod ved køkkenbordet med en skarp kniv, og havde skåret sig. I min forskrækkelse røg der en hurtig irettesættelse ud af munden på mig – hvad var det dog, han lavede? Hvortil han ulykkeligt svarede – at han jo bare prøvede på at hjælpe mig. Han havde villet begynde at skære franskbrød til frokosten. Så måtte jeg jo “vende rundt” – og takke ham for, at han gerne ville hjælpe, for det var jo utroligt sødt gjort af ham. Så var det ellers i gang med førstehjælpskassen, rense sår, og på med plaster og forbinding. Derefter en oprydning i, hvad der lå og blafrede af skarpe knive frit tilgængelig for alle – så de blev gemt godt væk. Så fandt vi i stedet en lidt mindre skarp kniv – der var god at skære brød med – så han kunne komme til at hjælpe med frokosten :-D

Sådan var der hele vejen igennem masser af eksempler på, hvordan det var beboerne, der “holdt øje” med, om der var nogen, der kunne trænge til lidt menneskelig “hjælp” og omsorg.

Men det var selvfølgelig ikke i orden og ok – at det var de mennesker, der boede der, der skulle “passe på” personalet. Jeg havde det oppe at vende på personalemøder nogle gange, for det burde jo være personalet og ledelsen, der passede på sig selv, hinanden – og beboerne – også menneskeligt. Det budskab kunne jeg ikke trænge igennem med, og det blev også mennesker udefra, der i den sidste ende greb ind. Arbejdstilsynet gik på banen med blandt andet et hold virksomhedspsykologer, kort tid efter at jeg var stoppet – og jeg ved, at de var tilknyttet stedet mindst et år.

Det er oplevelser som disse, der har givet mig mit perspektiv på betydningen af menneskelig forskellighed.

Og – ja – hvem er så VIGTIGST i verden?

Dig, mig – ham, hende – eller os alle sammen – til sammen?

:lol:

En nedre grænse for – UVIDENHED?

fredag, august 5th, 2011

Uanset hvad der sker i vores samfund, så er køen efterfølgende altid længst foran den håndvask, hvorover skiltet “UVIDENHED” hænger.

Det har mange gange undret mig, at der ikke findes en nedre grænse for, hvor uvidende mennesker er i stand til at undskylde sig med at være, uden samtidig at “skyde sig selv” ret kraftigt i foden.

Et fiktivt eksempel til illustration:

Fartglade Kurt på flasken kører derudad i slalom med høj promille og god fart, da han bliver stoppet af en færdselsbetjent.

Betjenten fortæller fartglade Kurt på flasken, at han jo altså ikke må ligge og køre slalom med høj promille og god fart.

Fartglade Kurt på flasken reagerer ved at takke betjenten: For det vidste fartglade Kurt på flasken slet ingenting om – og hvor var det da rart, at han var så heldig at møde et menneske, der gad fortælle ham det!

Lyver fartglade Kurt på flasken?

Det gør han måske ikke. Han ved det måske reelt slet ikke.

Og der er som sådan ikke noget forkert i, at fartglade Kurt på flasken ikke ved det. Det er ikke kriminelt at være uvidende. Der er jo ingen mennesker, der kan vide alt i verden.

Så det er i og for sig ikke fartglade Kurt på flaskens uvidenhed, der er problemet.

Det er kombinationen af den uvidenhed, og hans fysiske placering som chauffør bag et rat, der kambolerer med hinanden.

Og hvad skal den arme betjent stille op?

Sige: “Det var så lidt – skulle det være en anden gang” – og så ellers håbe på, at det over tid lykkes for fartglade Kurt på flasken, at erfare sig til færdselsreglerne uden at der sker en trafikulykke?

Jeg har alle dage haft ufatteligt svært ved at forholde mig til den form for uvidenhedsundskyldende mennesker. De er og forbliver en menneskelig gåde for mig.

Jeg kan blive fuldstændig perpleks. For hvad pokker er der at stille op? Er mennesker uvidende, så er de jo uvidende – og det kan jo ikke lade sig gøre at grave “guld” ud af et tomt hul.

Jeg kan også blive ret nervøs og bekymret – og er ærlig talt ikke helt tryg ved dem. For de virker jo fuldstændig “kontekst-forstyrret”. Og der er altid noget “halvfarligt” ved mennesker, der er “kontekst-forstyrret”. Det er meget rart, når mennesker som minimum er klar over, hvor på “kloden” de befinder sig.

Hvis det var mig?

tirsdag, august 2nd, 2011

Jeg tror, det må være en af jordens mest tåbelige og intetsigende sætninger: Hvis det var mig!

I forlængelse af den forfærdelige massakre på øen Utøya – var den slagfærdige Mads Christensen lige lovlig hurtigt ude med en dumsmart kritik og nogle bedrevidende kommentarer til, hvad de hårdt ramte mennesker, der havde overlevet massakren – burde ha’ gjort anderledes, så de kunne ha’ reddet nogle af deres afdøde kammerater. (Mads Christensen har siden undskyldt – og meget klædeligt “ædt” sine ord i sig igen).

Men det er ikke så usædvanligt, at mennesker bruger den bedrevidende tilgang overfor andre menneskers måde, at takle deres liv og livssituationer på. En tilgang – der rummer en høj grad af kritik, og mangel på både respekt og empati: Hvis det var mig!

Vi ved først, hvordan vi selv vil reagere og bliver påvirket, hvis vi en dag selv oplever det.

Første gang jeg kom ud for noget, hvor jeg blev overrumplet over min egen reaktion – var da jeg i mine helt unge dage blev udsat for et overfaldsforsøg på stisystemet, i nærheden af det kollegium hvor jeg boede.

Det foregik ved højlys dag – midt på eftermiddagen – på et stisystem der lå tæt op ad en noget trafikeret vej. Ikke et sted eller et tidspunkt, man normalt ville forvente, at kunne blive udsat for et overfaldsforsøg.

Det gik stærkt. Jeg gik lidt i mine egne tanker – sådan som jeg ofte gør, når jeg er ude at gå – og så var der et eller andet, der fangede min opmærksomhed. Der var en, der kom løbende bag mig, på en måde der alarmerede mig. Jeg vendte hovedet nok til at se, at der bag mig løb en ung mand med et meget forstyrret udtryk i ansigtet – han stirrede direkte på mig – og havde retning lige mod mig. (Normalt vil mennesker, der løber, have retning udenom dem, der går foran dem). Og af en eller anden grund, så forsatte jeg med at gå videre i det samme tempo – og nåede lige at tænkte, at om et lille øjeblik, så sker der et eller andet. Da han var helt tæt på, og rakte ud og rørte ved mig – roterede jeg 180 grader omkring og råbte meget vredt og højt. Han blev så forskrækket, at han stoppede helt op og stod helt stivnet. Jeg blev ved med at skælde ud og råbe – og til sidst vendte jeg så omkring – og løb for at komme væk fra ham. Han blev stående på den samme plet.

Der er ikke plads til at gøre sig ret mange tanker og overvejelser, når der sker sådan noget. Det går så hurtigt. Så min reaktion, var en ren instinktiv reaktion.

Bagefter var jeg noget fortumlet. For udover forskrækkelsen over at blive udsat for et overfaldsforsøg, så havde jeg også svært ved at forbinde min egen reaktion – med mig selv. Jeg troede ikke, at jeg kunne reagere på den måde. Det viste sig jo at være en rigtig god reaktion – men jeg undrede mig over, hvorfor jeg var blevet ved med at gå lige så roligt – i stedet for at løbe. Og det kan jeg ikke forklare.

Nu viste det sig, at ham her var en “genganger”, og der havde været en del tilsvarende episoder i området på det tidspunkt. Jeg anmeldte det, og fik snakket forløbet igennem med en rar betjent. Der blev også efterfølgende en retssag, hvor jeg var inde og vidne. Han fik noget dom, der gjorde, at han fik noget hjælp. For på sin vis, var han jo bare en forstyrret stakkel.

Siden hen har livet lært mig, at jeg i nogle kritiske situationer kan have en hurtig og meget instinktiv reaktionsevne – der er rigtig god – for mig. Jeg bliver ikke så overrumplet over mig selv mere. Jeg er i hvert fald holdt op med at sætte spørgsmålstegn ved det. Sådan er det bare.

Men derfor ved jeg stadig ikke, hvad jeg vil gøre i eventuelt fremtidige kritiske situationer. For jeg har altid reageret meget forskelligt – fra oplevelse til oplevelse – og fra person til person.

Jeg ved – at jeg ikke kan vide, hvordan jeg vil reagere og blive påvirket – hvis det var mig. Det kommer an på 117 forskellige ting. Jeg kan håbe på, at jeg vurderer situationen “rigtigt” – og at der er nogle konstruktive reaktionsmuligheder indenfor rækkevidden af, hvad jeg er i stand til at gøre brug af – og kan klare. Men det er der ingen af os, der kan vide på forhånd.

Og så ved jeg, at sætningen: “Hvis det var mig!” – må være en af jordens mest tåbelige og intetsigende sætninger…

Den ”slags” mennesker – i ”skæve” miljøer…

mandag, august 1st, 2011

Mennesker er nogen gange ufatteligt hurtige til at tilskrive problemårsager – nogle bestemte grupper af mennesker. Det oplevede jeg rigtigt mange gange, i de år jeg arbejdede på botilbud for voksne udviklingshæmmede.

“Skæve” miljøer…

Et af de steder, der var en sand “grundgrube” for problemårsagsforvirring – var et nystartet botilbud – hvor der hurtigt opstod en kaotisk krisetilstand, godt “støttet op” af en selvrealiserende ledelsesstil. Hver dag sin overlevelsesbetonede nødplan.

Boenheden var et ikke helt færdigt nybyggeri i tilknytning til en eksisterende hovedbygning. Lidt af et prestigeprojekt, hvor byggeriet var trukket i langdrag – og indflytningsdatoen var blevet udsat flere gange. Til sidst skulle det så åbenbart bare være – mest af økonomiske grunde. Der skulle huslejeindbetalinger i kassen. Men det var noget af et rodet hus, beboerne flyttede ind i. Der manglede køkken, der til sidst blevet delvist sparet til en skrabet udgave – der ikke helt levede op til, at skulle kunne fungere som tilberedningssted for mad til mindst 20 mennesker dagligt. Nærmere en stor kernefamilie på omkring 6 personer. Alt uden om bygningen var en stor mudderpøl – og der manglede trappesten til bygningen. Det blev nødlappet med nogle planker over udgravningerne – så der kunne bakses kørestole og flyttelæs ind i bygningen. Der var fyldt med håndværkere, der rendte og lavede de sidste ting. Så det var pænt kaotisk – og lidt af en bedrift at få styr på de nye beboeres individuelle særlige behov: Medicin, diæter, sprog, daglige aktiviteter osv. Og en endnu større bedrift at agere i cirkusmanegen i praksis, uden at det gik så alvorligt ud over beboerne – at der ville være tale om omsorgssvigt.

En mørk, regnvåd og decemberkold fredag eftermiddag, hvor jeg mødte ind på arbejde, var der en besked fra dagholdet: “Afløbene i toiletterne og håndvaskene er ved at stoppe til. Pedellen har fridag, og vi synes ikke, han skulle forstyrres, så det med afløbene må vente til mandag. Vi håber, det går. God weekend.”

Håber, det går?

Nogle af beboerne var allerede begyndt at blive urolige over vandstanden i håndvaskene og toiletterne.

Hvordan skulle det kunne gå, at 16 beboere ikke kunne komme hverken på toilettet eller i bad – en hel weekend?

Det var selvfølgelig et pænt træk, at man ikke ville forstyrre pedellen på hans fridag – men ikke særlig betænksomt overfor hverken beboerne, eller de kollegaer, der skulle på arbejde i weekenden.

Så måtte jeg jo være den “onde”, der ringede hjem og forstyrrede pedellen på hans, på det tidspunkt, sidst på eftermiddagen – fridag. Nu var han jo et anstændigt menneske – så der var ingen grund til ligefrem at være bange for ham. Han var såmænd også meget hjælpsom, da jeg beklagede, at jeg var nødt til at forstyrre ham – men jeg vidste ikke hvilket af de 5-6 forskellige telefonnumre, der stod på listen over tilkald i akuttilfælde – under overskriften gas og vand – jeg skulle gribe fat i. Det skulle så være et slamsuger firma, der kunne spule kloakrørene igennem – og jeg kunne finde bygningstegningerne med oversigten over ledningsnettet under bygningen, på pedellernes kontor i kælderen – hvis slamsugerne fik brug for dem.

Når vand løber opad…

Derfra var der en vis pædagogisk udfordring i at berolige beboerne, der med undren kunne iagttage, at vandstanden lige så stille og roligt steg i toiletterne – og efterhånden nærmede sig kanten for oversvømmelse. (Man kan reelt komme ud for, at der går kludder i naturlovene og tyngdekraften – så vand begynder at løbe opad ;) » Alle videnskaber er “fantasifostre”).

De fleste af beboerne gik meget op i deres nye hus, og fulgte ivrigt projektet med slamsugerne, der rendte rundt med pandelamper ude i mudderpølen, for at få vandet til at løbe nedad igen.

Til sidst lykkedes det. Og der blev ned langs gangene meldt klar inde fra de forskellige lejligheder. Også fra køkkenet var der en der meldte, at vandet nu faldt i håndvasken.

Den “slags” mennesker…

Så blev vi irettesat.

For slamsugerne havde fundet ting og sager i kloakrørene. Blandt andet ølflasker. Så vi skulle passe på, hvad beboerne rendte og skyllede ud i toiletterne.

Jeg syntes, det virkede noget fantasifuldt at forestille sig, at en ølflaske skulle kunne komme helskindet gennem vandlåsen på et toilet.

Men – de kendte den “slags” mennesker. Jeg skulle bare vide, hvad de havde været ude for.

Så det skulle jeg ikke gøre mig klog på. Og det var da trods alt noget, at de ikke forsøgte at bilde mig ind, at den var kommet ned gennem håndvasken.

I tiden derefter gentog problemet sig (der blev godt nok taget hånd om det i dagtimerne fremover). Kloakken stoppede til – blev spulet igennem – og en efterfølgende irettesættelse til personalet om at få styr på vores beboere.

På et tidspunkt mente man så, at det nok var en idé at få nogle bygningssagkyndige til at lave et tilsyn på byggeriet – og kloakeringen under byggeriet.

Deres “dom” var: At det, der lå i kloakrørene, var efterladenskaber fra håndværkerne, og grunden til, at det ikke kunne lade sig gøre at spule rørene rene, skyldtes, at hældningen på den stump rør, der forbandt det nye kloaksystem med det eksisterende – var for lille. Så vandet kunne ikke løbe fra af sig selv. Så nu landede sagen som byggesjusk. En lidt kompliceret sag – vel og mærke. For det skulle jo først afgøres hvilken ende af tilslutningsrøret, der havde ansvaret for hældningen. Det eksisterende byggeri var amtsligt ejet – og tilbygningen var ejet af en boligforening.

Men derfra fik vi ikke flere irettesættelser over den “slags” mennesker.

Læring af “processen”…

Nu foregik det her i et miljø, der var besat af selvrealisering. Så alt skulle vendes til lyksalige lærende processer – der skulle få medarbejderne til at se et dagligt “lys” (Altså ikke en pandelampe til natløb i mudderpølen – snarer en form for indre lys).

Og ja – hvad, skal vi sige, er læringen i den cirkusforestilling?

At mennesker har en meget kreativ og livlig fantasi, når det gælder om at forestille sig, hvad den “slags” mennesker er i stand til?

For et er jo, hvad den “slags” mennesker eventuelt ville kunne synes var sjovt, at prøve at skylle ud i et toilet. Noget andet, hvad der reelt ville kunne lade sig gøre.

Jeg vil stadig stille mig tvivlende overfor, at en ølflaske skulle kunne komme helskindet gennem vandlåsen på et toilet. I samlesæt måske?

En cykel? Nja :roll:

En fodbold? Så skal det da være en lufttom en af slagsen – også kaldet punkteret…
:-D

Drama..

tirsdag, juni 28th, 2011

En lille pige blev født… Alt for tidligt – 3 måneder…

Ingen vidste – om hun ville overleve…

Har lige været til barnedåb…

En meget levende, glad og frisk lille pige – blev døbt…

En lille pige – der overlevede en hård start på livet…

Alvor og glæde…

For nogen er drama, noget uønsket og alvorligt…

Noget der slår ned i livet – som lyn fra en klar himmel…

Noget der giver livet sorg, usikkerhed og bekymring…

Spænding og kedsomhed…

Pilot drak sig fuld i luften…

Vi er ofre for blå bloks forvirring…

Ny blæksprutte skal forudse VM-resultater…

43 ord er i fare for at uddø…

Lille Per sur på Pia…

Djævlen spøger – og frister på bloggernes “net”…

Rus og mening…

For nogen er drama, en eftertragtet livsnerve…

Noget der jages, søges – og skabes…

Noget der giver livet mening, rus og energi…

Cirkus…

Hvornår flækker Villy?…

Spillerne blev ikke spurgt om Anja…

Krak-bank vil trylle it-firma tilbage fra de døde…

Fredfyldt…

fredag, juni 24th, 2011

En stille stund…

En solstråle der leger tagfat i trætoppens grønne blade, og skaber en levende mosaik af grøn-gullige farvespil…

Et venligt smil fra en tilfældig forbipasserende…

En mild duft af dug…

Bølgernes stille skvulp i vandkanten – monotone – men aldrig ens…

Lyden af en melodi – der giver erindringer om en god oplevelse…

Malerpletter på mine bukser…

Et varmt fodbad til trætte fødder…

En lun bolle – med smør – og ost…

En opvask – der kan vente til i morgen…

Ingen store spørgsmål – der kræver store svar…

Tanker – der flyder frit, og med lethed skuer fjerne horisonter…

En stille stund…

I øjeblikket…

Fredfyldt…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

/ She’s A Rainbow med Rolling Stones /

Troen på ”cirkler”…

onsdag, juni 22nd, 2011

Livsforlængende livsstil? Hvilke metoder og raffinerede krumspring kan vi bruge til at forlænge vores liv?

Er rådet om fisk en gang om ugen mon tilstrækkeligt? Kan det ikke gøre bedre?

Hvad nu hvis man deler fisken i 7 lige store stykker og spiser et stykke hver dag? Selvfølgelig på samme klokkeslæt – så der er lige lang tid mellem bidderne bliver spist – og der opstår et godt Fiske-flow. En perfekt døgnprofil.

Så skal resten af maden selvfølgelig også deles op i rationer på klokkeslæt, så det ikke forstyrrer Fiske-flowet. Fisken skal måske spises sammen med 10 ærter, 5 rosiner, en bid gulerod og en dusk persille. Alt maden skal deles op i tilsvarende ensartede rationer – der skal spises på klokkeslæt – på sekundet – så hele “madpakken” cirkulerer i kroppen i et helt perfekt systematisk flow – med den helt perfekte ration af forskellige madvarer, energier og vitaminer. En helt fantastisk raffineret Fiske-flows metode til forlængelse af menneskets liv?

Men vil livstiden blive forlænget af Fiske-flows metoden?

Nu kan det jo aldrig lade sig gøre at bevise, om et menneske lever i kortere eller længere tid, end det der var planen. Den plan er der jo ligesom ingen, der kan få udleveret nogen steder.

Men så kan man jo bare sammenligne med den gennemsnitlige levealder? Hvis Fiske-flows mennesket lever 1 ½ år længere end den gennemsnitlige levealder – ja – så har vi – vupti – lige pludselig fundet metoden, der kan forlænge menneskers liv med 1 ½ år?

Men kan det bevises, at Fiske-flows menneskets levealder har noget som helst med Fiske-flows metoden at gøre?

Måske var Fiske-flows metoden helt uden betydning?

Måske forlængede Fiske-flows metoden livet med 2 timer, 9 minutter og 27 sekunder?

Måske forkortede Fiske-flows metoden livet med 44 og ½ dag? Eller 3 måneder?

Hvor vil du finde svar?