Ka' ske?

|

…indtryk og oplevelser… …af Ulla Thorup Nielsen…

Nytårstalerne…

januar 1st, 2013

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Hvidsten gruppen: Mod og tillid…

december 27th, 2012

Jeg så filmen: “Hvidsten gruppen – Nogle må dø for at andre kan leve”, den anden aften.

Det er en stærk film, og det, der virkelig sprang i øjnene, var modet og tilliden. De var meget udsatte, de mennesker der kæmpede modstandskampen. Det har virkelig krævet både et stort mod, men også en stor gensidig tillid blandt lokalbefolkningen. Der var meget på spil.

En stikker – eller en der kom til at “dumme sig” og tale over sig – så var hele gruppen så godt som dødsdømt.

Sikke et sammenhold.

Det var en anden tid – dengang. Det var krigstid. Men det kommer til at fremstå meget kontrastfyldt til den meget mistroiske mentalitet, der på nogle punkter hersker i vores ellers fredelige samtid. Hele kontrolkulturen. Den politisk korrekte “tavshed”. Tabuer om livets svære problemstillinger.

Vi lever i fredstid. Hvor er modet og tilliden? Vi burde ikke have så meget at frygte?

Hvad er der blevet af sammenholdet?

Er det kun krigstid og alvorlige katastrofer, der kan skabe sammenhold?

Hvidsten gruppen, er en seværdig film, der sætter nogle ting i relief.

» Om filmen

Feminist?

maj 30th, 2012

Det blev måske godt nok lidt vildt? Den aften vi – grøn gang – på Teknisk Kollegium – i Aalborg – holdt udflytter- og indflytterfest. Det var sådan en regel vi havde. At når nogen flyttede ind eller ud – så skulle de give en kasse øl. Det ville sige, det havde ikke hele tiden været en regel. Så der var et vist efterslæb. Så der blev ligesom til en del kasser øl – den aften. Også mere end vi selv kunne konsumere. Så vi blev enige om, at tage en besøgsrunde på de andre gange – og dele lidt ud af dem. Og så røg der lige lidt ekstra rekvisitter med til “hyggerunden”: Nogle kanonslag, skosværte til toiletsæderne, husholdningsfilm til at lægge en usynlig “mur” over toiletterne – og lidt brunt madkulør til telefonerne på trappeopgangene.

På et tidspunkt begyndte vi at blive lidt upopulære. Jeg ved ikke, om det skyldtes kanonslagene – der ligesom var afskedssalutten, når vi forlod en gang – der gjorde det? For der var vel ingen, der kunne vide, at det var os? Det røg jo bare ind på gangen – mens vi tumlede videre til næste gang. Men ovre i rød blok – var vi til sidst flygtet ned i kælderen. Ind i saunaen – hvor der var et kældervindue, som vi kunne kravle ud af. Pludselig blev den flugtrute spærret. Carsten sad fast. Der var en problem med størrelsesforholdet på kældervinduet og Carsten. Det var vist kun Steen, Henrik og Madsen, der var nået at slippe ud. Vi andre sad fanget – i saunaen.

Udenfor døren til saunaen kunne vi høre, at Per fik et problem. Han lød som en, der stod og trådte sig selv over fødderne: Jamen Jonna for satan.

Per havde været mester for den brune madkulør på telefonerne på trappeopgangene – men havde så ikke kunnet styre sig for at se en “gå i fælden” – og havde ringet fra telefonen på stueetagen op til telefonen på første sal. Nu stod han der – med det ene øre fyldt med brunt madkulør – overfor en vred Jonna – med et lige så brunt øre – fyldt med madkulør.

Nogen gange var der også harejagt. Per havde en idé om, at han hellere ville ha’ været indianer i vildmarken – i stedet for ingeniør.

På en tidlig sommermorgen, hvor duggen stadig dampede – og harerne kiggede sig omkring på græsplænen udenfor – kunne vi se Steen og Per ligge på lur i buskene – på harejagt. Det foregik selvfølgelig med bare næver. De kastede sig frem i græsset og prøvede at få fangst. Det lykkedes aldrig. Så menuen kom aldrig til at stå på selvfanget haresteg fra vildmarken til aftensmad.

Der var stor variation i aktiviteterne – på grøn gang. Henrik læste nogle gange godnathistorie for os andre. H.C. Andersens eventyr. Nogle gange læste han kun med et øje. Ikke fordi han ikke – i virkeligheden – havde to brugbare øjne. Men nogle gange var det ene øje forklædt – med et andet øje. Jeg tror, det var en halveret bordtennisbold – med en påtegnet pupil, der vendte lidt “mystisk”?

Feminist?

Nej – ikke sådan rigtigt.

Det kræver hvis et manifest?

Og så vidt jeg ved – så handlede mange af de bevægelser om en kamp – imod mændene?

Og der lå som sådan ikke rigtigt noget manifest til grund for ret meget af det, jeg gjorde.

Men jeg tog da min kamp – for ligestilling mellem kønnene.

Men der var jo ikke ligefrem tale om en kamp – imod mændene.

For – ja – hvorfor dog også det?

De kan jo være – ret – underholdende.

Mændene.

Eller måske skulle man sige drengene?

Det kommer jeg nogle gange til at sige – selvom det jo :roll:

Ja – lad os bare sige drengene – der er jo ingen grund til at ødelægge alt – ved at hakke rundt i alle de der – definitioner…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Tarzan mama mia” – Kim Larsen & Bellami…

På ”tværs” – i en ”skæv” verden…

maj 24th, 2012

Det er ikke alle sammenhænge, der er præget af forudsigelighed, rutiner og orden. Det var der ikke ret meget af på de bosteder for voksne udviklingshæmmede, hvor jeg i en periode arbejdede.

På en nattevagt kom jeg helt tilfældigt til at forstyrre en indbrudstyv.

Jeg havde på et tidspunkt nogle papirer, som jeg lige ville smutte ned på kontoret med. Jeg har et lidt hurtigt trav, og efter at jeg havde fået låst op til kontoret, nåede jeg i fuld fart lige at få bremset op, inden jeg ramlede ind i arkivskabet, der var blevet flyttet ud midt i lokalet. Jeg var hurtig til at orientere mig, og kunne se at terrassedøren stod åben – og så fik jeg ellers travlt med at få vendt omkring, og komme ud igen. Jeg råbte til den vikar, der var på arbejde sammen med mig, at vi havde indbrud – og så løb jeg alt hvad jeg kunne, op i køkkenet hvor telefonen stod. Min vikarkollega kom flyvende bagefter i fuld fart. Hun var ellers sådan en lille firskåren model, der ikke kunne flytte sig ret hurtigt – men der nærmest fløj hun.

Jeg fik ringet til nattevagten på nabobostedet, der havde adgang til kontoret fra den anden side, og så aftalte vi at mødes fra hver side af kontoret, for at se hvad der havde været gang i. Der var rodet godt rundt, og havde været gang i et forsøg på at brække pengeskabet op. Lidt omsonst, for der ligger selvfølgelig ikke penge i pengeskabet på et bosted, kun papirer.

Jeg ringede til politiet, så de kunne komme ud og se på det. De kom ret hurtigt. Der gik vist ikke ret meget mere end 10 minutter, så var de der. De gjorde i den periode en særlig indsats mod indbrud på bostederne – vi var meget plaget af dem. Betjentene kiggede sig lidt omkring. Det var et godt planlagt indbrud, for censoren, der tændte lyset ved bevægelse i lokalet, var blevet drejet, så indbrudstyven kunne arbejde uforstyrret uden at blive filmet af videoovervågningen.

Min vikarkollega var skræmt fra vid og sans, og stod og vippede nervøst fra den ene fod til den anden – og sagde ikke en lyd. Det gjorde nabo-nattevagten til gengæld. Hun havde tendens til selvsving. Og den tendens brød selvfølgelig ud i lys lue den nat. Hun havde nogle meget lange fingre. Det er der nogle mennesker, der har. Og når hun gik i selvsving, så kom pegefingeren på banen. En meget meget lang pegefinger, der baskede i luften som en pegepind.

Betjentene mente i første omgang ikke, at vi måtte røre låsen til terrassedøren, før kriminalpolitiet på dagholdet havde været ude og lave tekniske undersøgelser. Det var jeg ikke begejstret for. Vi kunne jo ikke have den dør til at stå pivåben hele natten, når der havde været godt organiserede indbrudstyve på spil. Hvad nu hvis de vendte tilbage? Den selvsvingende “pegefinger” snakkede meget højlydt. Vi var en køn forsamling. Heldigvis var det et par meget rolige betjente, der fik hendes selvsving stoppet. Og så fik jeg en fornuftig snak med betjentene, og en aftale om, at jeg godt måtte ringe til en låsesmed, så låsen kunne blive skiftet. Jeg fik instrukser i hvordan låsesmeden skulle skifte låsetromlen, så de spor, som skulle teknisk undersøges, ikke blev ødelagt.

Låsesmeden kom også ret hurtigt, efter at jeg havde ringet efter ham. Låsen blev skiftet som aftalt med betjentene – og den gamle lås blev lagt i en pose. Og så kunne vi få døren lukket igen.

Jeg havde lidt nervøse “efterveer” ovenpå oplevelsen. Så alle lyde blev ligesom ekstra forstærket. Der er meget lydt om natten på sådan et bosted. Specielt når det blæser. Der er mange grene, der “kradser” på vinduerne. Små bump mod væggene. Raslen i træerne og bladene udenfor.

På et tidspunkt var jeg på toilettet. Og pludselig lød der ligesom et bump mod ydervæggen. Jeg fik et “flip” og begyndte at råbe hjælp (Jeg er det, der kan kaldes impulsiv ud-ad-reagerende.) – til min vikarkollega inde i stuen. Der skete ikke noget. Jeg fik mig gjort færdig og skyndte mig ind i stuen, hvor min vikarkollega stod og trippede midt i lokalet, ved siden af en kurv med vasketøj. Jeg spurgte, om hun ikke havde hørt, at jeg råbte hjælp. Jo – svarede hun. Jeg skulle lige til at spørge, hvorfor hun så ikke var kommet og reddede mig. Men – dumt spørgsmål – hun var jo skræmt fra vid og sans. Og så kunne jeg ikke lade være med at grine. Der var noget absurd komisk og halvskørt ved hele sceneriet.

Da det blev morgen, skulle jeg have fat i den leder, der havde tilkaldevagten – for at høre hvad de skulle bruge til det videre forløb med politiet. Det holdt lidt hårdt at få fat i lederen. Godt politiet og låsesmeden var lettere at få fat i. Men det lykkedes da til sidst – og så kunne jeg afrunde endnu en af mange vagter i en “skæv” verden, med en times overarbejde og en skriftlig beskrivelse af hændelsesforløbet omkring indbruddet.

Meget kunne man sige om denne “skæve” verden – men kedeligt var det ikke. Der var aldrig to dage eller nætter, der var ens. Der skete altid et eller andet mere eller mindre halvskørt og anarkistisk.

En “skæv” verden – der kun er for uhøjtidelige mennesker – med selvironi, humor og et sundt “ego”…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

“Rock Hard” – Suzi Quatro…

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer…

En renvasket so?

april 19th, 2012

Hvad har en renvasket so med synd og kristendom at gøre?

Ja – det skal man aldrig sige aldrig til. Udtrykket er hentet fra en debatkommentar omkring synd og tilgivelse. En debattør mente, at man ikke skulle svælge i sin egen syndighed – men lade det være godt med tilgivelsen – ellers blev det som en renvasket so, der væltede sig i sølet…

:roll:

Tja – det er der måske noget om?

En narcissistisk dyrkelse af sin egen syndighed og renselse?

Det kan jo også blive ret navlebeskuende…

Venlighedstræning…

januar 6th, 2012

Det er en begrebskategorisering, jeg lærte af en kollega – for efterhånden mange år siden…

Fænomenet opstår, når mennesker forsøger sig med mere behagelige og indsmigrende formuleringer – hvis deres budskab ikke bliver hørt og vinder sympati – i første forsøg…

Det bliver brugt af mennesker, der ikke fatter, at det er indholdet i deres budskab, der er problemet – ikke deres formuleringer…

Der er også andre ord for fænomenet…

I den politiske verden kaldes det spin og medietræning…

På det mere politisk ukorrekte og jævne bruges blandt andet betegnelserne: Ordkløveri, øregas, fedterøvsmentalitet, valgflæsk og varm luft…

…fravær og nærvær…

januar 3rd, 2012

…fravær…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

…nærvær…

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Godt nytår!

december 27th, 2011

Årsskiftet er for de fleste en fest, der skal fejres med ekstra godt mad, sjove hatte, konfetti og andre farverige indslag. Det var det også på bostederne for udviklingshæmmede, da jeg arbejdede der.

En nytårsaften hvor jeg mødte ind til en nattevagt, var beboerne kommet i seng ovenpå en hyggelig festaften. Der var en lille anretning med natmad til mig og min kollega, så vi kunne hygge lidt ved overgangen til det nye år. Men først skulle vi lige have den sædvanlige runde: Se til alle beboerne – og tjekke at døre og vinduer var låste og lukkede.

Maden havde været god og rigelig. Lige god og rigelig nok for en af beboerne. Da jeg kiggede ind for at se til ham, mødte der mig et syn af opkast og en noget “klatøjet” beboer, der ikke havde det alt for godt. Det var ikke kun lidt opkast, det hele sejlede. Gulvet, hele sengen – og der kom stadig mere.

Jeg fik hentet min kollega, så vi kunne hjælpes ad med oprydning og pleje af den sløje beboer. Vi delte opgaven, så jeg hjalp beboeren med bad og rent tøj, og min kollega ville så skifte sengetøj og vaske gulvet. Men hun fik det dårligt af alt den opkast. Så hun skyndte sig ud af værelset igen – men lovede dog at vende tilbage. Hun skulle nok hjælpe. Det gjorde hun også. Hun havde monteret engangshåndklæder i begge næsebor, så hun ikke kunne lugte noget – og gik så i gang med vand og sæbe, “nytårsforklædt” med “nisseskæg” blafrende ud af næseborene.

Da vi var færdige med oprydningen og vendte tilbage til opholdsstuen for at se rådhusklokkerne og årsskiftet – ja, så var klokken kvart over midnat. Vi var røget ind i det nye år, mens vi baksede med vand, sæbe, rent sengetøj og “lugtbremsende” engangshåndklæder.

Nytårsskiftet kan være en farverig oplevelse – på mange måder. Når tiden sig nærmer, og butikkerne bliver fyldt med sjove hatte, briller og bordbomber til fest og underholdning – så tænker jeg med et smil tilbage på min “nisseskægsudklædte” kollega. Hver sin festlige nytårsstil – og indtil videre er der ikke rigtigt noget, der har kunnet måle sig med kollegaens improviserede fristil :lol:

Tavse vidner…

december 16th, 2011

Engelsk krimiserie – der har været vist nogle gange på de danske tv-kanaler.

En god krimi – med nogle gode plots. Handler om nogle retsmedicinere, og deres engagement i sagerne.

Som med de fleste engelske krimiserier – så er der også en personlig vinkel på “opdagerne”. Måske er det det, der gør dem anderledes end for eksempel de amerikanske? Der er noget særligt ved de engelske krimier :)

Har set de fleste af dem.

Beskrivelse » På Charlie

Kom også til at tænke på min lille strofe om » Spor… :)

Ja – vi sætter mange spor i livet…

På mange måder…

Luciadag…

december 13th, 2011

Den 13. december er det Luciadag. Lysets dag…

Sankta Lucia er skytsengel for de blinde…

Lucia kommer af det latinske lux, der betyder lys. Den 13. december var årets korteste dag i den » julianske kalender – nu er det den 21. december, der er årets korteste.

Jeg har altid holdt meget at sangen – og den smukke tradition med optog og lys…

For mig hører Luciadag med til juletiden. Men det gør den ikke rigtigt – ikke ifølge historien. Den har slet ikke noget med julen at gøre…

» Hvem var Lucia?

» Luciadag

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Tommy Seebach


YouTube-forhåndsvisningsbillede

Slagslunde skole

Nuancer…

december 11th, 2011

YouTube-forhåndsvisningsbillede

En ”tilkommer”…

december 9th, 2011

Udgangspunktet i livet – bliver vores væsens rod…

Her bliver vi forankret…

Jeg har mit væsens rod forankret i det stille og nære liv – i tæt kontakt med naturen (» Halmballemeditation – for begyndere…).

I andre verdener vil jeg altid være en “tilkommer”…

En gæst – på besøg i verdener – med andre forankringspunkter – end mit eget…

I møder med mennesker – med andre forankringspunkter – end mit eget…

Verdener – som jeg vil se og opleve med en “tilkommers” undrende blik…

En “tilkommer” – der har sit væsens rod forankret i det stille og nære liv – i tæt kontakt med naturen…

En “tilkommer” – der ser det stille og nære liv – i mødet med de mange verdener – med andre forankringspunkter, end mit eget…

En “tilkommer” – der ser manglen på det stille og nære liv – i mødet med de mange verdener – med andre forankringspunkter, end mit eget..

Udgangspunktet i livet – bliver vores væsens rod…

Her bliver vi forankret…

Skabt til at undres over de verdener vi senere i livet kommer til at “gæste”…

På stendiget – ved solnedgang…

december 9th, 2011

Stendiget bag den lokale kirke var mit yndede aftentursmål om sommeren, da jeg som studerende boede på kollegium.

Der var så dejligt at sidde og se solen gå ned.

Når jeg kiggede mig omkring, så sad der andre – der ligesom jeg – bare sad og nød solnedgangen.

Der var aldrig nogen, der talte højlydt. Det blev ved et stille og venligt smil – når der var øjenkontakt – eller man lige så stille passerede hinanden på vej til og fra – stendiget – der bag den lokale kirke.

Der var ligesom en stiltiende aftale om – at her var man stille – med sig selv – sine egne tanker – og solnedgangen…

…en anden solnedgang – et andet…

…den var også smuk – stille – og fredfyldt…

…men ikke helt det samme – som på stendiget – bag den lokale kirke…

…der var noget – særligt – ved den tid – og den plet…

Sex and The City…

december 8th, 2011

Ha i den sidste tid set nogle afsnit af Sex and The City – den populære amerikanske tv-serie. Den har været vist nogle gange – og de første gange jeg så nogle af afsnittene, syntes jeg det var en overfladisk serie.

Den her gang har jeg ændret lidt syn på den. Det er en serie om nogle meget usikre unge kvinder, der søger forvirret rundt i det overfladiske bekræftelsessøgende ræs – efter sand lykke og kærlighed.

Og på den vis – er den nok et meget godt billede på den usikkerhed og søgen, der præger mange mennesker i det moderne præstationssamfund…

Halmballemeditation – for begyndere…

december 7th, 2011

Jeg blev døbt i St. Brøndum kirke – Sankt Hans dag – for efterhånden mange år siden…

For et par år siden var jeg på “omegnstur” sammen med mine forældre – og min ældste lillebror. Vi besøgte blandt andet den egn, hvor jeg var født og døbt.

Det meste var genkendeligt – men dog så forandret.

Der var ikke meget tilbage af det lille husmandssted, hvor vi boede. Alle udhusene var væk. Hønsehuset og træerne. Det virkede så bart.

Grusvejen ned til dette mit første barndomshjem var blevet asfalteret. Sikkert også mere praktisk om vinteren…

Men ellers var der meget, der lignede sig selv i den lille landsby. Den gamle købmandsbutik lå der endnu – men var blevet lavet om til beboelse. Der blev jeg klippet – af købmandsdamen – da jeg var barn. Jeg og min mor.

Min far og mine brødre blev klippet hos barberen. Han var Jehovas Vidne. Dengang vidste jeg ikke, hvad det var. Men det betød heller ikke så meget. Han var en rar mand. Og selvom han gik rundt og stemmede dørklokker ligesom så mange andre Jehovas Vidner – så gjorde han det ikke hos sine naboer. Landsbyen vidste, at han var Jehovas Vidne – og han vidste, at landsbyens beboere ikke var interesseret i det. Så det blev ved det – det lidt mystiske med denne rare barber, der var Jehovas Vidne.

Jeg elskede at komme med hen til barberen. Der duftede så godt i hans lille salon. Og så talte han altid med en meget, meget mild, rar og rolig stemme.

Da vi besøgte St. Brøndum på “omegnsturen”, var barberens hus til salg. Han var død.

Men han var jo også gammel? Sådan huskede jeg ham – som en ældre herre. Men det kunne han jo ikke have været. Det er pudsigt med alder. Jo ældre man selv bliver – jo yngre bliver andre. Og mange af dem, jeg kendte i min barndom, som jeg syntes, var ret gamle – var det jo ikke. Ikke rigtigt. Middelaldrende rammer nok lidt bedre plet…

Det kan være lidt trist at se, hvordan naturen og de gamle landsbyer er blevet “strammet” op – og moderniseret. Der er blevet fældet rigtigt mange træer og læhegn rundt omkring. Revet ned, bygget om – lavet udretninger – og nye veje. Verden skulle helst være “ordentlig” og “retvinklet” – som efter en lineal.

Men så er det jo, at man skal huske på – at historien ligesom kører i ring og gentager sig selv – som en cyklus.

Som for eksempel indenfor politik. Et skridt til venstre – og så et til højre – og så… Nåh nej. Der er ligesom gået lidt kludder i det – indenfor den verden. Små hop på midten?

»Portlandmosen

Men der er da begyndt at komme mere og mere interesse for det naturbevaringsværdige. Natur der bliver forsøgt genoprettet til sit oprindelige mere “rodede” udseende. Sådan som for eksempel Portlandmosen. Der var jo ligesom noget ved den lidt mere upraktiske og “rodede” natur – som var godt…

Og mon ikke også det kommer mere og mere igen på det menneskelige område?

Jeg er muligvis “miljøskadet” – af mine barndomsår i den landlige stilhed i tæt kontakt med naturen – og det nære liv?

Og dog. Der er også begyndt at komme mere og mere interesse for – “at finde tilbage til det naturlige menneske”. Det slår selvfølgelig lige nogle vild- og afveje. Carl Mars urmenneskeprojekt må for eksempel nok mest betragtes som en forvildet byboers mislykkede forsøg på at nå “det naturlige i mennesket”. Så er der den østerlandske meditation – som der også er stor interesse for. En anden måde at søge roen på – end den der findes i naturen.

Så mon ikke der på et tidspunkt kommer en eller anden smart person, der opfinder et eller andet “find dig selv” koncept – der ligner min barndoms nære og stille liv i kontakt med naturen? Det bliver selvfølgelig et ret dyrt kursuskoncept – som kun de mest velstillede vil have råd til at komme i nærheden af. Sådan er det jo. Det hele skal helst genopfindes som noget nyt og avanceret – for ellers “virker” det jo nok ikke?

Skal vi gætte på et navn – til sådan et avanceret, naturligt, landligt, meditativt, selvkontakt-skabende kursuskoncept – med copyright?

Tja…

Hvad med: Halmballemeditation – for begyndere?

Måske?

Så ville jeg i mit stille sind, kunne glæde mig over – at historiens cyklus – havde gjort mig til “nutids-kult” ;)

Sne, trafikkaos – og hvid jul…

december 7th, 2011

Jeg elsker sne. Når sæsonens første hvide fnug daler ned fra himlen og lægger sig som et lag af hvidt pudder over landskabet – så stiger mit humør 10 grader :P

Jeg blev født midt i en snestorm. Min far måtte hente jordmoderen med traktor. Det var det eneste køretøj, der kunne kæmpe sig gennem snedriverne. Men frem kom de – min far og jordmorderen. Og til verden kom jeg :P – midt i en snestorm, der lukkede “hele samfundet” – derude på landet, hvor mine forældre boede, da jeg kom til verden.

Den historie kan jeg dog ikke selv huske ;) – den har jeg fået fortalt af mine forældre…

Men der er andre vinterhistorier, som jeg husker…

Et år, hvor jeg havde været på julebesøg hos familien i det nordjyske, tog jeg bussen tilbage over vandet til den modsatte ende af landet.

Der havde der også været et kraftigt snevejr. Det var ved at stilne lidt af. Det var en ufattelig smuk tur gennem det sneklædte landskab. På et tidspunkt midtjysk, var det ved at gå galt. Pludselig begyndte bussen at zig-zagge fra den ene vejside til den anden. “Hjertet røg op i halsen” på mig – og jeg nåede lige at tænke: At om lidt så triller vi rundt nede i vejgrøften.

Men det gjorde vi ikke. Efter nogle slingreture, fik chaufføren bussen rettet op. Kort efter lød det på “solidt” nordjysk over højtaleren: Nåååh – der er nok nogen, der er glade for, at jeg har været på glatførekursus? Og jow. Det var der. Der var sådan cirka en hel bus fyldt med passagerer, der var meget glade for det ;)

Derefter fortsatte det med sneglefart ned gennem det smukke vinterklædte landskab…

Der er noget med sne og transport, der ikke går sådan helt godt i spænd. Men engang imellem gør det ikke så meget. Det kan også være en kærkommen anledning til at sætte tempoet lidt ned, og nyde den fredfyldte stilhed – der præger det hvidklædte samfund.

Da jeg arbejdede som nattevagt, var der også en snelukket periode. Jeg boede ikke så langt væk, så der var ikke længere end jeg kunne gå. Det tog godt nok en mindre “krig” på omkring en times tid. Men jeg startede hjemmefra i god tid, og fik hurtigt varmen af at slæbe mig gennem 30-40 centimeter nyfalden sne på de uryddede fortove.

Jeg faldt i mine egne tanker, mens jeg travede derudad med frosten bidende i kinderne. Da jeg “vågnede op”, og skulle se hvor langt jeg var kommet – havde jeg for længst passeret mit mål. Så måtte jeg vende omkring og tage turen tilbage igen. Det var ikke helt planen, med den ekstra forlængelse af turen – men sådan er det nogen gange – når det går godt – så kan man godt glemme tid og sted ;)

Gad vide om vi får hvid jul i år?

Det vil være så smukt – og hyggeligt…

:P

Vinter på landet…

…i byen…

…ved vandet…

Den nye Barnaby…

december 4th, 2011

Jeg kommissær Barnaby i går. Med den anden Barnaby.

Jeg har altid godt kunnet lide den gamle Barnaby – men den nye rolleindehaver, er nu også god. Stilen og plottet er den samme.

Så det skuespillerskifte er de nu kommet godt fra…

Den lamme dame – der gik i søvne?

december 2nd, 2011

Jeg har en gang oplevet en dame, der var lammet i begge ben – som gik i søvne :roll:

Da jeg var indlagt med min nykonstaterede diabetes, delte jeg 2 mandsstue med en sød ældre dame. Jeg kan ikke huske, hvad hun fejlede. Havde vist haft en blodprop. Men hun var blevet lammet – blandt andet i benene.

En nat blev jeg vækket ved, at den søde ældre dame stod og ruskede i mig, og spurgte, om jeg ikke godt ville hjælpe hende med at lukke hjemmehjælperen ind. Jeg blev noget forskrækket – for hvordan havde hun båret sig ad med at komme ud af sengen, og komme over på den modsatte side af min seng – når nu hun var lam i benene?

Jeg fik ringet efter en sygeplejerske, der kom og hjalp hende i seng.

Det forblev mig en gåde – hvordan en, der var lammet i benene, kunne gå i søvne :roll:

Let – eller lækker?

november 11th, 2011

Når du får opmærksomhed – skyldes det så, at du er let – let lækker?

Da jeg var i Rom – havde jeg ikke forventet nogen problemer med anmassende mennesker, på grund af mit nordiske udseende. Det var jeg, syntes jeg selv – lidt for gammel til. 

Ikke desto mindre oplevede jeg nogle gange, at jeg blev passet op – og næsten ikke kunne slippe af med de påtrængende herrer.

Det fik mig til at tænke på – om det skyldtes min turistede fremtoning med fotoapparat, og rygsækken der vendte “lommetyvs-sikret”. Eller om det skyldtes, at jeg var “lækker”.

Som turist er det let at fokusere på, at du er let – og det er så det, det handler om.

Men det kunne jo også være, fordi jeg var “lækker”?

Engang imellem handler det om at polere sit eget ego – og vælge den tolkning, der er mest bekræftelse i.

Det er jo gratis “point” – for du har jo lov til at afvise mennesker – selvom om du vælger den “lækre” tolkning :lol:

Borgen…

oktober 30th, 2011

Så kører næste sæson af » Borgen – danske tv-serie – søndag aften på DR1.

Og ja – jeg er faldet i – og synes, det er ret god søndagsunderholdning. Ikke så meget at jeg har udviklet så stor afhængighed, at den ikke kan undværes.